AMD
AMD (Aldersrelateret Makula Degeneration) er aldersbetingede forandringer i den centrale del af nethinden. Typiske tegn på AMD er gradvise forringelser i det centrale syn. Det perifere syn påvirkes derimod ikke. Man oplever uklart syn, udfald i det centrale syn og nedsat læseevne. Lige linjer opleves måske ikke længere lige, for eksempel kan en dørkarm eller en flagstang pludselig synes at slå et knæk. Hvis du får konstateret AMD, kan øjenlægen anbefale et særligt vitamintilskud og rygestop. Ved læsebesvær er forstørrelse med optiske hjælpemidler og et godt lys vigtigt. Øjenindsprøjtninger med medicin kan også have en gavnlig effekt i visse tilfælde.